Litografi

Litografiet eller stentrykket, som det også kaldes, opfindes i slutningen af 1700-tallet af tyskeren Alois Senefelder. Han eksperimenterede med høj- og dybtryk på sten. Her opdager han, at en særlig kalksten (Solnhofen-sten), som findes i hans hjemegn i Bayern, kan opsuge og fastholde både vand og fedtstof. Hermed var grundlaget for en banebrydende ny trykteknik lagt.

Der findes i dag en lang række metoder til bearbejdelse af den litografiske sten. Fælles for dem er følgende processer: Stenen slibes. To sten mod hinanden med slibekorn imellem. Efter korning, der også foretages med slibekorn, er stenen klar til grafikerens arbejde.

På den kornede overflader tegnes med fedtholdigt kridt og tusch. Med en svag salpetersyreopløsning i gummiarabigum oprenses stenens porer. Herved gøres de ikke tegnede område vandbærende.

Til beskyttelse af disse områder påføres stenen et tyndt lag gummiarabigum. Herefter udvaskes de tegnede områder med fransk terpentin el. lign. og indgnides med syrisk asfalt. Gummilaget udvaskes med vand og stenen er klar til indfarvning.

Stenen fugtes og indvalses med trykfarve, der kun »fanger« på de tegnede områder. Trykningen sker i en speciel litografisk presse, hvor trykpapiret presses mod stenen af en »river« (hårdt træ pålagt læder eller nylon river).

Fler-farvet litografi udføres normalt med én sten til hver farve, men også eliminationsmetoden anvendes (se under fler-farvet træsnit). Ved eliminationsmetoden på sten kan der dog ikke alene fjernes dele af billedet, de enkelte trykgange imellem, men også tilføjes nye billedelementer med en sæbeopløsning.

Koldnålsradering

Koldnålsraderingen eller tørnålsraderingen, der er en direkte metode uden brug af syre, stammer fra ca. 1480. Navnet tager dog udgangspunkt i ætsningen, idet man tidligere anvendte radérnålen direkte i syrebadet på den grunderede plade. De linier man raderede først fik således længst ætsetid og fremstod mørkest i trykket.

Når man derimod bruger nålen direkte i raderpladen er den ikke længere varm (varme fra ætseprocessen) og våd, men kold og tør.

Ved raderingen direkte i pladen dannes ikke alene en fordybning, men også en grat. Begge fastholder farven under trykningen. Dette giver koldnålsraderingen dens smukke særkende - en lodden, organisk liniekarakter.

Monotypi

Den grafiske kunst er kendetegnet ved mangfoldiggørelse - det, at der kan tages flere ens tryk.

Som navnet siger er monotypien enkelt-tryk, og derved i modstrid med dette ellers basale særkende ved grafikken. Det skal imidlertid ikke diskvalificere denne metode, der har sin oprindelse tilbage i 1600-tallet, idet der er tale om en overførsel fra plade til papir. På en blankpoleret metalplade males billedet direkte med trykfarven (eventuelt med flere farver). Pladen trykkes i kobbertrykpressen.

Kilde: Danske Grafikere

Træsnit

Træsnittet er den ældste af de grafiske metoder. Kom til Europa sammen med papiret for ca. 600 år siden, men har i Asien været anvendt meget længere.

Tidligere anvendtes især frugttræ (pæretræ, nøddetræ og kirsebærtræ) udskåret som planketræ (skåret på langs af stammen). Idag anvendes hovedsagelig forskellige finértyper. Med forskellige knive bortskæres de hvide partier i billedet. Stokken indfarves med valse og trykkes normalt på tyndt langfibret papir, ved at gnide på papirets bagside med en ske. Kan også trykkes på forskellige maskintyper.