Knud Odde


Født 1956.


Uddannet som bibliotekar ved Forskningsbibliotekerne, musiker og komponist i Sods/Sort Sol og autodidakt maler.

Har siden 1986 haft en lang række separatudstillinger, bl.a. på Herning Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum Kastrupgårdsamlingen, DCA Gallery i New York, Apistemplet i Frederiksberg Have og Åhuset i Køge. Har deltaget i endnu flere gruppeudstillinger, bl.a. Ny Carlsberg Glyptotek, Ginza Graphis Gallery i Tokyo, Art Forum i Berlin.

Knud Odde blev medlem af Decembristerne i 1999 og deltog på den årlige udstilling på Den Frie første gang i 1995.
Har illustreret en række bøger og tidsskrifter, tegnet plakater og i 2003 en serie frimærker med sportsmotiver.
Er repræsenteret på bl.a. Kobberstiksamlingen, Statens Museum for Kunst, Esbjerg Kunstmuseum, Kunstmuseet Trapholt, Kunst på Arbejdspladsen, Dansk Plakatmuseum, Ny Carlsbergfondet, Det danske Kunstindustrimuseum og Hygum Kunstmuseum.

I en samtale med Jonas Elgaard Pedersen i 2004 svarede Knud Odde på spørgsmålet om hvad han vil udtrykke med sine malerier, og om der er en overordnet fortælling i dem:
”Det er et klassisk spørgsmål til billedkunstnere, og det er umuligt at svare på andet end i fortærskede vendinger, med mindre man har en formålserklæring liggende klar som skyts i denne situation. Ofte må man svare, at vidste man, hvad det skulle dreje sig om, var der ikke noget drive til at gøre det.
Man kan sige, at et grundelement for billedmagere er at være delvis ignorant om sig selv, og at en større indsigt i ens motiver og bevæggrunde fører bort fra lysten til at producere. Rilke siger noget i retning af, at et digt er en gåde, hvor ordene blot er en mat glasur omkring. Ikke at jeg har noget imod, at malerier er fortællende, selvom der bliver set lidt skævt til det for tiden, for som digteren Laura Riding siger: ”There is something to be told about us, for the telling of which we all wait”.

Resten af samtalen og meget mere kan læses og ses på Knud Oddes hjemmeside:
www.knudodde.dk

Knud Odde er Frederiksbergborger og kan kontaktes på pr. email på contact@knudodde.dk eller pr. post på Postboks 613, 2000 Frederiksberg